Ideologi

Ideologi

Uanset hvilket liv vi lever, er det tid efter anden nødvendigt at stoppe op. For at vurdere, om vi er på rette vej i forhold til vores inderste ønsker og drømme – og for at vurdere, om vi skal justere noget i vores omgivelser eller adfærd, så vi giver os selv al den medvind, vi har brug for.

De fleste misbrugere opdager på et tidspunkt, at misbruget har frarøvet dem den ungdom, som deres jævnaldrende samfundsborgere har brugt til at finde retningen i deres liv og til at forvalte det ansvar, man automatisk får givet ved at bevæge sig fra barndommens land og ind i ungdommens.

Når et misbrug bliver for massivt og destruktionen tydelig, skabes længslen. Længslen efter at stoffrit og bedre liv, længslen efter igen at blive herre i eget hus og at starte på ny.

Her kommer Stop Ung Behandlingscenter ind i billedet.

Stop Ung er en privat døgninstitution, ledet af Kirsten Hesthaven. Stop Ung Behandlingscenter er grundlagt 1. oktober 1994 og arbejder ud fra en psykosocial, løsningsorienteret behandlingsmodel. Stop Ung er et anderledes behandlingscenter, da vi lægger vægt på dels at afvænne misbrugere af stoffer og dels at skabe en helhedsorienteret socialiseringsproces.

Uanset om man vil bygge et hus eller bygge et nyt liv op, er fundamentet af afgørende betydning.

Formålet med en behandling på Stop Ung Behandlingscenter er derfor at hjælpe hver person til at skabe et stabilt og bæredygtigt fundament. Et fundament, der billedligt talt kan modstå storm, uvejr og tørke, og hvor vi i opbygningen af et nyt liv lægger vægt på, at fundamentets fire hjørnesten er:

  • INDIVIDUALITET
  • FRIHED
  • ANSVAR
  • UDVIKLING

Individuel behandling vil sige, at vi møder hver enkelt beboer, hvor de er. Det er vores ønske at give beboeren frihed. Frihed til at vælge et stoffrit liv, frihed til at genopdage sig selv og sine drømme og ressourcer, frihed til at vælge den retning, hver enkelt gerne vil have i forhold til uddannelse, praktikplads med mere.

Denne proces medfører narturligt, at vi i samarbejde med beboren giver den enkelte ansvaret for sit eget liv. Vi arbejder ud fra, at den enkelte har ansvar for egne følelser og handlinger og bruger samtidig kræfter på at respektere den enkeltes individualitet.

Alle er vi unikke, men det fælles her er, at alle har haft et misbrug og at alle har brug for hjælp til at komme videre. Vi ønsker med vores arbejde at højne forståelsen hos den enkelte i forhold til, hvad det var, der gjorde, at et misbrug blev startet og opretholdt igennem lang tid. Ydermere understreger vi, at teori er best, når den udføres i praksis, hvorfor vi ser, at endnu et vigtigt aspekt er at tilføre redskaber og nye, mere helhedorienterede tankegang som positiv erstatning for de udlevede.

Dette kræver, at den enkelte indstiller sig på udvikling, på at finde motivation – også når det er svært -  til at se, at det aldrig er for sent at stoppe – og gøre noget andet. Vores mål er, at beboeren lærer at stå ved sig selv og tage ansvar for sit eget liv, og når frem til en personlig afklaring og får en sikkerhed til at tage sunde nuancerede valg i sit liv.